Georg Julin besøger Monika L. Petersen i hjemmet i Dragør hvorfra hun yder gratis undervisning i Qigong. Man kunne også vende det om og sige ”oprindelig og konventionel helbredelse” via naturens urter, bevægelser og øvelser for kroppens balance – før medicinindustrien opstod og oprettede ”patenter” for helbredelse. For Monika L. Petersen kom denne nye verden til hende efter en alvorlig betændelsestilstand i kroppen med langvarige konsekvenser i hverdagen, og hvor lægerne til sidst sagde ”Vi kan ikke gøre mere for dig – lev med det”. Udsendelserne beskriver ikke kun Monikas overgangen til et nyt og bedre liv, men forklarer også hvad Qigong gør ved mennesker i alle aldre, og hvordan de via øvelserne oplever et langt mere fysisk og psykisk harmonisk liv. Bøgerne ”Frø til spiring” og ”Vi kan ikke gøre mere for dig”, er udgangspunktet for indholdet i samtalen og giver stof til eftertanke. Den kinesiske helbredelsesform, der ikke indeholder spirituelle eller åndelige aspekter, er ved at brede sig i den vestlige verden og derfor er det måske godt lige at vide hvad Quigong er. Ifølge et citat fra Wikipedia: ”I 1973 fandt arkæologer seks tekster i en grav i Mawangdui i Hunanprovinsen, der beskrev teknikker til at opbygge kroppen og helbredet. Teksterne handlede om yang sheng 養生, at nære livet, et udtryk der første gang kendes i den meget tidlige daoistiske tekst Zhuang Zi. De omfattede både meditation, diæt, seksualteknikker og fysiske øvelser. Disse fysiske øvelser blev kaldt Daoyin 導引, at lede (den indre energi ved at) strække (lemmerne). Vi kan ikke være sikre på, at Daoyin var ét bestemt system, måske var det blot en betegnelse for den type helseøvelser, ligesom Qigong er en fællesbetegnelse i dag.”