I 70´erne var både vært og gæst noget så sjældent som borgerlige intellektuelle. De skrev bøger og var begge fortvivlede over det borgerlige Danmarks sølle forfatning. Gæsten var konservativ, og værten var liberal. Dengang var Danmark ved at gå fallit under Anker Jørgensen. I dag er det stik modsat. Men er der alligevel ligheder med den nuværende sørgelige situation for det borgerlige Danmark? Sådan lyder Bertel Haarders første spørgsmål til tidligere udenrigsminister, kulturminister med mere Per Stig Møller i denne udgave af ”Bertel &”. Samtalen kommer derfra vidt omkring fra Poul Schlüter som statsminister, fælles ministertid med to-dags møder over Europa-politik, grænselandet og indbyrdes konfliktområder frem til nutidens alvorlige konflikter blandt andet i Ukraine.