Komiker, skuespiller, tv- og radiovært – Casper Christensen har mange titler, og han har været en stor del af den danske selvforståelse, når det gælder komik, humor og satire.
Casper Christensen var i 90’erne et nybrud og en reaktion imod de gængse formater i primært radio og tv. Hvem husker ikke ”Husk lige Tandbørsten”, ”Tæskeholdet”, ”Casper og Mandrilaftalen” og ”Langt fra Vegas”?
I 2005 så tv-serien ”KLOVN” dagens lys. Serien, der senere blev til de tre legendariske KLOVN-film, ”KLOVN-The Movie” i 2010, ”KLOVN-forever” 2015 og så ”KLOVN-The Final” i 2020.
Casper Christensen er hovedpersonen i denne udgave af ”KulturHave”, og han fortæller blandt andet om sit samarbejde med Frank Hvam, og om hvad det er, der gør, at KLOVN-filmene har ramt noget særligt i den danske folkesjæl.
Casper Christensen er også aktuel med bogudgivelsen ”CASPER” af forfatteren og journalisten Martin Kongstad. I bogen fortæller han hudløst ærligt om en karriere i overhalingsbanen med stoffer, sprut, svigt og utroskab, men også om hvordan han igennem sin tro har fundet en ny udgav af sig selv.
I samtalen med Christian Have beretter Casper Christensen også om, hvorfor og hvordan det at tro på det guddommelige har skabt en ny balance og ro i hans liv og været med til at skabe en helt anden relation til børn og familie.
Til sidst i programmet bliver Casper Christensen også spurgt, om vi får “den gamle” Casper at se igen på scener og i tv og på biograflærredet og om, hvad fremtiden bringer for den nu 52-årige komiker.
”KulturHave” produceres i samarbejde med HAVE.