Georg Julin overværede i efterårsferien 2022 en ”godnathistorie” i Svaneke Kirke en hverdagsaften kl. 18.30 sammen med omkring 30 andre mennesker – yngre som ældre. Denne aftens historie var en gendigtning af Jobs bog, og efter omkring 15 minutters fortælling blev der fælles sunget godnatverset ”Jeg er træt og går til ro…” efterfulgt af et fælles Fadervor. Samtidig i 18 kirker på Bornholm foregik disse korte godnathistorier hele ugen – skabt af en idé af sognepræst Pernille Bolø. Ved indgangen fik man udleveret et lille indholdshæfte, vedhæftet en mini-engel. På første side står der: ”Du er selv en historie – Engang blev du født, og så var historien i gang. Du voksende og mødte modgang og medgang, og fik hele tiden lidt mere visdom og erfaring i livet. – Nogle kapitler i din fortælling har ikke været nemme at være i, mens andre har været fulde af lykke, sjov, spænding og kærlighed. Alle kapitler hører med. Alle kapitler er vigtige. Vi kan forestille os dem, som nogle af de millioner af usynlige sider, der findes bagerst i Bibelen: Den fortsatte historie om Gud og menneskers liv i verden. Nogle af siderne er dine. Hvordan lyder de? Det er en helt ny måde at invitere mennesker i kirke på, og jeg har inviteret Pernille Bolø til en hjemmestuesamtale om idéen bag projektet, om idéen kan brede sig til hele landet, og – hvilken historie hun selv har at bringe.