Den tyske forfatter, Heinrich Heine, skrev i 1844 de berømte ord: “Denk’ ich an Deutschland in der Nacht, bin ich um den Schlaf gebracht.“ Tænker jeg på Tysklands om natten, så ligger jeg søvnløs.
Det er meget længe siden, men sådan har mange tænkt i Europa – også efter, at Forbundsrepublikken Tyskland blev grundlagt i 1949.
I dag er Tyskland genforenet, og landet spiller en afgørende rolle i Europa – mere end nogensinde før siden Murens fald. Og den 24. september vælger Tyskland så et nyt parlament.
Vil forbundskansler Angela Merkel kunne fortsætte en fjerde regeringsperiode efter flygtningepolitik, Brexit og Trump? Har den socialdemokratiske udfordrer Martin Schulz en reel chance for at slå kansleren? Hvilken rolle kommer Alternative Für Deutschland til at spille?
Dette for hele Europa så vigtige valg står i fokus hos dk4 frem til valget i september, idet programrækken “Dansk-tysk med Matlok” udvides med 10 ekstra-programmer under overskriften “Tysklands valg – Europas skæbne”. I hvert program analyserer og vurderer Matlok sammen med en dansk eller tysk specialist i tysk og dansk politik og dansk-tyske forhold det forestående valg.
I dette program er gæsten Radikale Venstres mangeårige politiske leder Niels Helveg Petersen, der gennem flere årtier var en central skikkelse i dansk politik, ikke mindst som udenrigsminister i perioden fra 1993 til 2000, fra hvilken periode han også har et unikt og indgående kendskab til tysk politik og centrale tyske politikere.
Programmet er produceret med støtte fra Europa-Nævnet.