Hun aftvinger respekt, når man møder hende, eller når man ser hende på scenen. Der er en stærk karisma og en naturlig autoritet, man ikke møder hos ret mange andre skuespillere. Men selv taler hun om masser af spræl og gøgl, som altid har boblet i hende. Egentlig ville hun være journalist, så blev det noget med fjernsyn og derfra kom hun ind på Aarhus Teaters elevskole. Hun har blandt meget andet spillet Amanda i ”Privatliv”, Liva Weel, Titania i ”En skærsommernatsdrøm” og været en rablende mund i Becketts monolog ”Ikke jeg”. Ikke overraskende, for hun har en af Danmarks smukkeste, mørke og sexede stemmer.
Gæst hos Henrik Lyding i dette ”Teatermøde” er Ellen Hillingsø.