Midt i Odense er der et sted med gamle bygninger og en fin stemning. Det adelige jomfrukloster er navnet, hvor der engang har været en bispegård, og hvor kongen har haft sin residens. Stedet har også været ejet af en velhavende Odense-købmand, men endte hos den adelige familie Brahe, og i begyndelsen af 1700-tallet oprettede Karen Brahe et adeligt kloster for ugifte adelsdamer på stedet.
Karen Brahe elskede bøger, og hun skabte i sit jomfrukloster en enestående bogsamling på flere tusind bind af bøger og sjældne manuskripter. Klosteret bestod helt frem til 1970, hvor de sidste adelige damer forlod stedet. I dag er jomfruklosteret smukt restaureret af Real Dania og benyttes af Syddansk Universitet.
Karen Brahes bøger er for længst forsvundet, men i programrækken ”Mais litteraturkanon” fylder litteraturprofessor Anne-Marie Mai fra Syddansk Universitet igen det smukke gamle kloster med bøger – denne gang med nye bøger, nemlig med en samling af det bedste af nyere dansk litteratur.
Anne-Marie Mai har ganske enkelt påtaget sig den ansvarsfulde, yderst omfattende, men også inspirerende opgave at udvælge, anbefale og fortælle om de 100 bedste bøger og deres forfattere fra de seneste godt 50 års danske litteratur.
Med ”Mais litteraturkanon” får man i kort og komprimeret form indblik i og smagsprøver på de udvalgte værker samt kendskab til deres forfattere – og ikke mindst inspiration til egen læsning.
I dette program fortæller Anne-Marie Mai om Ole Lund Kierkegaard og ”Gummi-Tarzan”