Den franske præsident, Emanuel Macron vil redde EU fra den tiltagende splittelse i eurozonen. Men hvordan er det gået med hans projekt? Kan han redde euroen fra den permanente krise, eller er splittelsen i EU mellem nord og syd uoverkommelig? Kan vi i virkeligheden risikere, at en ny eurokrise er på vej?
Sådan lyder nogle af de centrale spørgsmål i denne udgave af ”Denne gang stemmer jeg”, hvori Christian Foldager har besøg i studiet af Christen Sørensen, professor emeritus og tidligere økonomisk vismand, og Jørgen Rosted, tidligere departementschef i erhvervsministeriet.
Den 26. maj er der valg til Europa Parlamentet. Det ligger fast. Men hvem skal man stemme på og hvorfor? Med programrækken ”Denne gang stemmer jeg” får seerne indblik i nogle af valgets vigtigste temaer og dermed mulighed for at stemme på denne baggrund.
I hvert program udtaler en række forskellige borgere sig også om, hvorfor de har tænkt sig at stemme.
Programmet er produceret med støtte fra Europa-Nævnet og Europa Parlamentet i Danmark.