I programrækken ”Dansk-tysk med Matlok” har Siegfried Matlok interviewet fremtrædende danske og tyske ministre, politikere, ambassadører, erhvervs- og mediefolk samt kulturpersonligheder. Samtalerne har fundet sted i parlamenter, på ambassader, slotte, rådhuse og i private hjem. Men i dette program er Matlok rykket ud til et kolonihavehus på Amager, hvor han møder formanden for ”Dansk-Tysk Selskab”, Steen Bille.
Hvad er ”Dansk-Tysk Selskab” for en forening? Hvornår og hvorfor blev den oprettet? Hvilken rolle spiller den i nutiden i forholdet mellem Danmark og Tyskland, og hvordan ser fremtidsperspektiverne ud? Sådan lyder nogle af de centrale spørgsmål i samtalen.