I seks programmer sætter Siegfried Matlok fokus på 30-året for murens fald. Sammen med tyske og danske samtalepartnere ser han tilbage på de begivenheder, som ændrede Tyskland og Europa. Men han gør også status over udviklingen i de sidste tre årtier og vurderer perspektiverne for det genforenede Tyskland, som også har stor, ja voksende betydning for Danmark, for Europa og resten af verden.
I dette program møder Matlok i Kiel en mand, som har oplevet det tidligere DDR som diktatur-stat på egen krop og sjæl.
Det er Reinhard Laszig, født 1948 i Greifswald i Østtyskland, men allerede i 1973 ”hatte er die Nase voll”, som man siger på tysk. Han ønskede af politiske grunde med egne ord ”ikke at blive muret inde i ufrihed” og tog derfor som ung medicinstuderende beslutningen om at forlade DDR. Men det var kun muligt via nogle østrigske flugthjælpere, som smuglede ham i en bil via Tjekkoslovakiet til Østrig for, at han så kunne rejse til det for ham forjættede land, Vesttyskland.
Nogle år senere hentede han sine forældre til Vesttyskland – legalt, men det kostede ham 200.000 DM som han måtte betale til en kommunistisk stjerne-advokat i Østberlin.
Reinhard Laszig har i mange år arbejdet som kirurg i en privatklink i Kiel. Han kan ikke kun fortælle om sin dramatiske flugt, men har selvfølgelig indtil dato fulgt udviklingen tæt i det genforenede Tyskland og kan give svar på spørgsmål om forskellene i den øst- og vesttyske identitet. Er en fælles tysk identitet på vej, eller truer en ny deling i hovederne i Øst og Vest 30 år efter murens fald?
Programmet er produceret med støtte fra den tyske ambassade i Danmark og med støtte fra Europa-Nævnet.