Det gamle Post, Tele og Kommunikationsmuseum i Købmagergade i København flyttede i 2015 ud i den statslige, gamle postkontorbygning på Trianglen, Østerbro.
Navnet blev ændret til ENIGMA, som var betegnelsen på den nazistiske kodemaskine, som det lykkedes briterne med Alan Turing i spidsen at afkode, og dermed medvirke til at vinde 2. Verdenskrig.
Museet er stadig under udvikling og er nu ved at finde sin position, hvorfra vores kommunikationshistorie kan formidles og sættes ind i en aktuel dagsorden.
I denne udgave af ”KulturHave” er museumsdirektør Jane Sandberg gæst hos Christian Have, og hun fortæller blandt andet om nogle af de projekter, hun og museet har været med til at søsætte.
I samtalen indgår også Projektet Brobyggerne, som Sandberg sammen med Özlem Cekic har taget initiativ til. Et projekt, der har været et markant indspark i dialogen om at skabe et rum for uenighed, forståelse og for vores demokratiske værdier.
“Danmark taler sammen” et andet projekt, hvor Enigma og Coop indgik samarbejde og dækkede op til samtalemiddage midt i åbningstiden i butikker over hele landet og inviterede borgerne til fællesskab og samtale.
I bogen ”Come Together” fra 2019 går Jane Sandberg tæt på 24 udvalgte fællesskaber over hele landet og fortæller om, hvordan disse frivillige fællesskaber er med til at løfte en række af de mere almennyttige opgaver, som velfærdsstaten tidligere tog sig af.
Uden kultur, ingen sammenhæng, ingen fremtid fremgår det også af samtalen.
”KulturHave” produceres i samarbejde med Have Kommunikation.