Pernille Vigsø Bagge var i 10 år et markant medlem af SF’s folketingsgruppe. Kulturen på Christiansborg oplevede hun til tider som voldsom, og som gruppeformand fik hun mange knubs.
I den periode kom Fadervor til at betyde meget for hende, og hun havde lange samtaler med Gud om livet som politiker. I 2015 sagde Pernille Vigsø Bagge farvel til folketinget for at blive præst i Himmerland, hvor hun er vokset op.
Pernille Vigsø Bagge er gæst hos Tine Lindhardt i denne udgave af ”Søstrene Bisp om Fadervor”. Samtalen tager udgangspunkt i Fadervor-linjen ”komme dit rige” og kredser i øvrigt om, hvad Fadervor betyder for Pernille Vigsø Bagge.
Danskerne er et blufærdigt folkefærd, som ikke skilter med, at de beder. Men nu vover biskop Tine Lindhardt, Fyens Stift og biskop Marianne Christiansen, Haderslev Stift, sig ud i 11 samtaler om bøn og særligt bønnen Fadervor, når de i Sct. Andreas Kirke i København mødes med politikere, præster, forskere, forstandere, forfattere, journalister og radioværter.
Hvorfor beder vi? Hvornår, hvordan og hvor beder vi – hvis vi altså beder. Hvad beder vi om, og hvad kommer der ud af det?
”Søstrene Bisp om Fadervor” produceres i samarbejde med Fyens Stift og Haderslev Stift.