En af tidens mest debatterede ideer er ideen om public service, som vi her i landet især kender i forbindelse med Danmarks Radio og TV2, men også med trykte medier og andre private aktører i radioen og på TV.
Ikke mindst DR har været og er stadig genstand for heftig diskussion, senest med stationens visning af en række reality-programmer på hovedkanalen, men også i forbindelse med den foregående regerings medieforlig og de deraf følgende besparelser på DR.
En aldeles central person i denne diskussion og en person med en særlig indsigt i forløbet er tidligere kulturminister Mette Bock. Hun er gæst hos Morten Hesseldahl i denne udgave af ”Bagtanken”, hvor fokus er på public service, Danmarks Radio og fremtidens public service i Danmark.
Programmet er et af tre programmer i serien ”Bagtanken” om public service i Danmark. De to andre programmer er med generaldirektør Maria Rørbye Rønn og tidligere generaldirektør Christian Nissen. Programmerne kan ses på dk4.TV, eller når de genudsendes på dk4.
”Bagtanken” produceres i samarbejde med forlaget Gyldendal.