Bønnen ”Giv os i dag vort daglige brød” er umiddelbart en bøn, der er nem at forstå. Vi be’r Gud om at få mad – brød – hver dag. Men spørgsmålet er, om der kun er tale om fysisk mad. Sognepræst Poul Joachim Stender mener, at der ligger mere i bønnen end det, og at vi i dagens Danmark også har brug for at bede om åndelig føde. Men hvad er det, og er det rigtigt? Det bliver man klogere på, når Tine Lindhardt og Poul Joachim Stender taler om bøn og især om Fadervor i denne udgave af ”Søstrene Bisp om Fadervor”.
Danskerne er et blufærdigt folkefærd, som ikke skilter med, at de beder. Men nu vover biskop Tine Lindhardt, Fyens Stift og biskop Marianne Christiansen, Haderslev Stift, sig ud i 11 samtaler om bøn og særligt bønnen Fadervor, når de i Sct. Andreas Kirke i København mødes med politikere, præster, forskere, forstandere, forfattere, journalister og radioværter.
Hvorfor beder vi? Hvornår, hvordan og hvor beder vi – hvis vi altså beder. Hvad beder vi om, og hvad kommer der ud af det?
”Søstrene Bisp om Fadervor” produceres i samarbejde med Fyens Stift og Haderslev Stift.