I starten stod der ikke skrevet skuespiller og teater på Ina-Miriam Rosenbaums karriere-CV. Journalist og jurist var mere oplagt, men hjulpet lidt af sin far, den kendte entertainer Simon Rosenbaum, endte Ina-Miriam alligevel på Statens Teaterskole.
Hendes karriere har været et af de mere lysende i Dansk Teater med et klart, socialt og samfundsmæssigt engagement. Satire, humor, cabaret, shows, revy og skuespil sammen med TV og film har været de mange platforme for Ina-Miriam Rosenbaums kunstneriske udfoldelser.
Hele tre Reumertpriser er det blevet til, bl.a. for “Marguerite – en pige med pep,” hvor hun portrætterede Marguerite Viby og forestillingen JOB, hvor hun er alene på scenen i den musikdramatiske fortælling om migration.
1 2017 indledte hun føljetonen Projekt Glemmebogen på Teater Grob om de vigtige politiske skandalesager der bliver “glemt eller forsvinder”.
Ina-Miriam fortæller i ”KulturHave”, hvorfor det er vigtigt, at Teatret tager disse sager op og giver dem en kunstnerisk drejning og dermed lægger op til en mere kritisk og perspektiverende dialog og debat.
Rosenbaum fortæller også om sin medfødte nysgerrighed, om sit politiske engagement, og hvorfor teatret er vigtigt for vort demokrati, særligt i denne tid.
I 2021 tager Ina-Miriam Rosenbaum fat på Danmarks krig i Irak i 2003. Hun kalder det selv et satire-doku-drama, og det bliver så sidste afsnit i Projekt Glemmebogen.
”KulturHave” produceres i samarbejde med HAVE A/S.