”Du fik måske ikke den helt store betydning som minister”, konstaterer Kaare R. Skou indledningsvist i denne udgave af ”De politiske sværvægtere”, hvori han besøger Flemming Kofod-Svendsen, der i 1984 første gang blev valgt til Folketinget for Kristeligt Folkeparti. ”Men du fik stor indflydelse på tonen og omgangsformen blandt folketingsmedlemmerne”, forsætter Kaare R. Skou, der også har givet samtalen med den tidligere boligminister undertitlen ”- at forvalte med redelighed”. Hvordan det skal forstås, og hvad det var Flemming Kofod-Svendsen bidrog med, fremgår naturligvis af samtalen, der blandt meget andet også giver indblik i, hvorfor præsten Kofod-Svendsen hellere ville være boligminister end kirkeminister, og hvorfor han anser oprettelsen af Det etiske Råd som et markant aftryk fra Kristeligt Folkepartis side.