Soul Glo opstod i Aarhus, hvor stamstedet blev Café Smagløs – eller som Eddie Jarl siger; ”det blev næsten vores øvelokale”. Et sikkert fundament, ”groundet” i stor musikalitet og spilleglæde, gjorde det magisk, når bandet blev samlet til musikalsk leg.
En sen aften, for mere end 10 år siden, blev Saxofonist Benjamin Koppel indbudt til jam, og siden er det blevet til mange gode koncerter. Benjamin Koppels virtuositet har givet ham flere udmærkelser både i Danmark og internationalt. En af hans store forcer er at improvisere – hvor kunsten er at reagere og udfordre de andre musikere, hvilket er et perfekt match med ”Soul Glo”.
Det nyder man også godt af i den musikalske del, der tager afsæt i en indspilning til en plade, som blev lavet i slipstrømmen af Corona i ”Hall of drums”.
Her mødtes Soul Glo og Benjamin Koppel til en dag med kompositioner og indspilninger. Alle bød de ind med noget, og de nærmest legede numrene frem.
Hør dagens høst og de mange gode historier fra bandet i Spotlight – Musikalsk portræt af Benjamin Koppel & Soul Glo.
Medvirkende: Mark Chemnitz-Laustsen (keyboard), Søren Heller (guitar), Henrik Møller (bas) og Eddie Jarl (trommer) Benjamin Koppel (saxofon).