Under titlen ”Sæt dit X” dækker dk4 valget den 21. november, hvor danskerne skal til stemmeurnerne og stemme til både kommunalbestyrelser og regionsråd.
I det første ud af fem programmer, skal vi til Frederikshavn og høre, hvad repræsentanter fra de to største partier har at sige.
Med mindre der sker et voldsomt jordskred eller noget helt uventet, så er det ret sikkert, at Frederikshavn får en borgmester, der enten er fra Socialdemokratiet eller Venstre – og derfor er det her, fokus er i ”Sæt dit X – Frederikshavn”. Vi har en kandidat fra hvert parti – fra Venstre er det spidskandidat Jytte Høyrup og fra Socialdemokratiet er det Anders Brandt Sørensen, som debatterer i studiet.
dk4 ønsker at bringe borgerne tættere på deres politikere og sætte fokus på de beslutninger, der træffes i nærdemokratiet samt fokus på, hvilken effekt beslutningerne har på borgernes hverdag.
Værter er det tidligere folketingsmedlem Fatma Øktem – som gennem det seneste år har lavet en række programmer på dk4 samt journalist og forfatter Ib Søby, der gennem næsten tyve år har virket på dk4 som både sportskommentator samt vært i talkshows og bogprogrammer.