Kulturminister Mette Bock har siden sin tiltrædelse i efteråret 2016 stået i spidsen for 2 % nedskæringer på kulturbudgettet, hvilket har medført megen kritik fra kunsten og kulturens verden.
I denne udgave af ”KulturHave” har Christian Have besøg af kulturministeren i studiet i Aarhus og spørger, hvordan det har været at skulle stå i spidsen for nedskæringerne, hvordan fremtiden ser ud for kulturlivet, men også hvilke tiltag ministeren er særligt glad for, og om der er noget, hun ikke har nået endnu? Christian Have vil også vide, hvor nervøse vi skal være for de store techgiganter, og kulturministeren bliver bedt om sit syn på, hvilken rolle kunstnerne og den kunstneriske stemme spiller i samfundet – og ikke mindst hvorfor der er så lidt forståelse for kunsten og kulturens samfundsmæssige betydning blandt de folkevalgte på Christiansborg?
I en tid med fake news, trolls, boots, kunstig intelligens, digitale platforme og services har kunsten og kulturen så egentlig en rolle at spille? Hvilke værdier står kunstnerne og kulturinstitutionerne for? Vil kulturen stadig få betydning i en stadig mere digitaliseret hverdag – for den enkelte borger, for vores trivsel og for vores dannelsesbegreb? Hvilket ansvar har den enkelte kunstner og kulturinstitution for at være en aktiv medspiller i hele samfundsudviklingen?
Det ser Christin Have nærmere på sammen med en række af Danmarks førende kunstnere, kulturledere og aktører, når de bliver inviteret ind i KulturHaven af Christian Have for i overraskende og personlige samtaler at komme med deres bud på og holdninger til kunstens betydning og dens værdiskabelse for den enkelte og samfundet.
I programrækken ”KulturHave” forsøger vi at komme et skridt videre og dybere og samtidig sætte fokus på udvalgte kunst- og kulturbegivenheder.
”KulturHave” produceres i samarbejde med Have Kommunikation.