Retfærdighed, justitia, er den anden af de syv kardinaldyder. Der findes ingen almengyldig definition af retfærdigheden, men i sin mest basale form kan man tale om, at retfærdighed er ”straf” og ”belønning” sat i system.
Retfærdighed udelukker derfor altid vilkårlighed, fordi der må være tale om begrundede og velovervejede valg, for at en bedømmelse kan kaldes retfærdig.
Der er flere former for retfærdighed, men grundlæggende bygger enhver form for retfærdighed på forudsætningen om en ”rettesnor” eller en ”lov”, som man skal blive på den rigtige side af, for at betegnes retfærdig.
Ofte, men ikke altid, anvendes retfærdighed synonymt med lighed.
I bibelen tales der også om Guds retfærdighed. I det Gamle testamente er det en straffende retfærdighed. I det Nye Testamente får mennesket del i en andens retfærdighed, Kristus’ retfærdighed, men det bliver alligevel ved med at være synder.
Der synes at være en generel enighed om, at retfærdighed er godt, mens uretfærdighed er skidt. Men er retfærdighed subjektiv eller objektiv? Kan det ene menneskes retfærdighedsfølelse krænkes uden at et andet menneske berøres? Og hvad med talen om Guds retfærdighed, er det noget helt andet?
Pia Søltoft taler med juraprofessor Ditlev Tamm om retfærdighed i denne udgave af “Dyder og laster i dagens Danmark”.
Dyder og laster i dagens Danmark – Ditlev Tamm om retfærdighed
