I programserien ”Eurotopia” er Christian Foldager nu nået frem til at se nærmere på europæernes tryghed. For efter krigen lovede den europæiske elite, at målet for Europa var fremgang og velstand for almindelige europæere. Aldrig mere skulle folkets lidelser føre totalitære bevægelser til magten. Men har vor tids elite glemt løftet til europæerne? Og hvordan sikres europæernes tryghed i det 21. århundrede?
Disse overordnede spørgsmål er udgangspunktet for Christian Foldagers samtale med programmets to gæster, Bjarne Hastrup fra Ældresagen og Lars Andersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
”Eurotopia” er dk4s nye programserie om, hvad vi skal med Europa og om, hvordan den europæiske drøm anno 2020 lyder.
Det har Christian Foldager sat sig for at finde ud af i 10 programmer. For efter et årti præget af krise og opsplitning er det centrale spørgsmål ikke kun, hvordan det europæiske projekt kommer videre, men også hvad det skal videre mod?
Sammen med markante gæster vil Christian Foldager i programrækken genopdage Europa og formulere visioner for fremtiden. Hvert program afsluttes med, at Foldager i fællesskab med gæsterne formulerer visionen som en tese for fremtidens Europa.
På den måde samler serien i alt 10 teser i manifestet ”Eurotopia”.
Programrækken er produceret med støtte fra ”Europa-Nævnet”.