Hver dag hører vi om redningsmandskab der har hjulpet til i dramatiske situationer ved brand, ulykker af mange årsager og såmænd også selvmord. Men hvordan reagerer de mange redningsmænd/kvinder indvendig når de er i situationen, og hvordan påvirker det dem i deres dagligdag og med familien. Jeg har spurgt en af de mange ”anonyme” personer, Lasse Vinterby, viceberedskabsinspektør ved Tårnby Brandvæsen om hans vej til den gerning han har i dag. Som en af de yngst uddannede Falckreddere begyndte Lasse sin karriere som 17-årig og boede såmænd i begyndelsen af sit praktikophold i telt meget langt væk fra sit hjem. Noget der satte sit præg på den unge knægt der som så mange andre i den alder, var fascineret over ambulancer, brandbiler og andre typer af udrykningskøretøjer. Godt 30 år efter og mange erfaringer rigere, åbner han sig med de tanker der går igennem hver gang der bliver kaldt på opgave, og fortæller også om hans indtryk der har sat sit præg på familielivet. En ærlig samtale om fascination, kald og ansvar i det specielle arbejde.
Ærligt talt – til Georg Julin – af Lasse Vinterby
