I denne udgave af ”Dansk-tysk med Matlok om Tyskland efter Merkel” er Siegfried Matlok taget til en socialdemokratisk højborg, nemlig til hansestaden Lübeck, hvor tidligere SPD-kansler Willy Brandt er født, og hvor forfatteren Günter Grass har sat dybe spor. Her møder Matlok en anden tidligere socialdemokratisk partiformand, ministerpræsident og kanslerkandidat, nemlig Björn Engholm, der også var den første tyske politiker, der i Slesvig-Holsten satte Danmark og Skandinavien på landkortet, og som foreslog statsminister Poul Schlüter, at Femern-forbindelsen skulle være et dansk-tysk projekt.
Matlok og Engholm samler op på disse temaer, men samtalens hovedfokus er det forestående tyske valg den 26. september. Hvad mener ”elder statesman” Engholm om Tyskland og tysk politik umiddelbart før valget?
Hvad tænker den tidligere SPD-formand om sit partis nedtur i de seneste årtier? Hvordan vurderer han de fire kanslerkandidaters chancer, og hvilke muligheder for regeringssamarbejde ser han efter valget?